Sony NAV-U NVX-P1

Giganten Sony kan lidt af hvert indenfor alle områder, når det gælder hi-fi og computerudstyr. Nu har de lanceret et helt nyt all-in-one GPS-system, der prismæssigt er helt oppe at ringe blandt de dyreste i testen. Umiddelbart udstråler navigatoren da også en hvis luksus, når du kigger på den mens den ligger i æsken. Det er lige indtil du løfter den op og mærker, at den er ret tung i forhold til de øvrige systemer i testen. Klodset er det ord, der uvilkårligt dukker op i hovedet på dig, samtidig med en undren over at Sony tilsyneladende har designet noget, der i udseende ikke er ligeså fiks og minimalistisk som konkurrenterne på GPS-markedet.

Tryk på knappen
Skærmen er til gengæld virkelig lækker og fylder hele 3,8 tommer. Kvaliteten er god med meget klare farver og en god dybde, men noget overraskende, så er den ikke trykfølsom. Har Sony sovet i timen? Det virker ret underligt, at et nyt GPS-system i den dyrere prisklasse skal betjenes via trykknapper på fronten i stedet for ved tryk direkte på skærmen, som giver den bedste brugervenlighed. Det er nemlig mere besværligt at bladre sig igennem via trykknapperne i forhold til den enkle skærmbetjening som for eksempel Garmins StreetPilot benytter. Til gengæld er trykknapperne nemmere at bruge end det trykfølsomme tastatur som Acer har klemt ind på deres skærm.

Uden batteri
Sony NVX-P1 er uden batteri og skal altid tilslutte bilens 12 volt stik. Det er en stor ulempe, for batteriet giver frihed, så du kan tage navigatoren med og også benytte den, når du er til fods i en fremmed by. Den største ulempe er dog den lange indlæsningstid af kortene, der indlæses hver gang du starter apparatet, der bruger over et minut på at tygge sig igennem dataene. Ret belastende at der ikke er adgang til kortene med det samme.

Menuerne er simple, men det er fejlagtigt, at du skal bruge trykknapper til at navigere rundt med. Samlet set går der hurtigt mere end et par minutter før du er klar til at køre og så mangler signalet fra satellitten stadig. Noget der i nogle tilfælde tager lang tid. I hvert tilfælde kørte vi ofte adskillige kilometer, hvor systemet forgæves ledte efter signal. Når signalet var i orden, formåede systemet en næsten optimal vejvisning, men det gik dog helt galt, da vi med vilje udfordrede systemet ved at køre en forkert vej i forhold til den rute, der var indtastet. På et tidspunkt foreslog mandestemmen, at vi skulle køre imod kørselsretningen på ensrettet vej, for at komme tilbage på rette kurs. Ikke så heldigt.

Selve GPS antennen er i øvrigt installeret bag på apparatet og skal klappes ud for at fungere. En løsning der virker forældet i stedet for at integrere den inde i maskinen.
(Jakob Schultz)