Sony PSP

Det har uden tvivl været en pine for Sony at se til, mens ærkerivalen Nintendo med Gameboy satte sig på markedet for håndholdte spillekonsoller, så andre forsøg udi samme marked alle er døde hurtigt ud. Men med PSP mener Sony det virkelig alvorligt, og det sekund man får den nye konsol mellem fingrene, fornemmer man, at maskinen er noget ud over det sædvanlige. Designet alene ligger sig i den futuristiske genre, hvor rødderne i den stationære PlayStation ikke fornægter sig, men hvor kombinationen af de runde og kantede former peger fremad, og i samspil med den brede skærm i 16:9-format signalerer, at PSP er andet og mere end en spillemaskine.

Til mere end spil

PSP er tiltænkt rollen som mobil underholdningsenhed, og kan benyttes til fotoalbum, mp3-afspiller, film-afspiller og så selvfølgelig spillene. Maskinen kan forbindes direkte til en computer via USB 2.0, og da Sony ikke har lanceret håndteringssoftware til maskinen, logger den ganske enkelt på som ekstra drev. Mængden af plads på PSP’en afhænger af, hvor stort et Memorystick Duo-kort man har investeret i, for det medfølgende 32 megabyte kort er kun lige stort nok til at gemme ens save-games.

At lægge fotos og musik på enheden er pærenemt, men hvis man ønsker at lægge sine egne filmklip på maskinen, bliver det lidt langhåret. Man skal have fat i ekstern konverteringssoftware til filmklippene, som så skal placeres i en specifikt navngiven mappe. Men når filmene først er på plads, er det meget svært at se, hvorfor man skulle have brug for Microsofts overhypede medieenheder. Billedkvaliteten er virkelig flot og lyden er fremragende, PSP har indbyggede stereohøjttalere der yder flot, men det er når man knalder et par gode hovedtelefoner i maskinen, at englene synger i baggrunden. Når maskinen lander på de danske butikshylder vil der også være et mindre udvalg af spillefilm klar på PSP’ens lagerformat UMD, der er et til lejligheden udviklet format med en kapacitet på 1,8 gigabyte. Af filmtitler på bedding kan nævnes: Hellboy, Spider-man 2, Punisher, House of Flying Daggers, Resident Evil 2 og Once Upon a Time in Mexico.

Lige til at gå til

For de der allerede er fortrolige med en PS2-controller, er spillene på PSP lige til at gå til, da controller-layoutet er næsten identisk, og PSP’en er da også blevet udstyret med en analog styrespind, der blandt andet gør det til en uovertruffen fornøjelse at spille bilspil på maskinen. Og spillene ser rigtig godt ud i forhold til alt andet håndholdt set før, med en bedre grafik end den første PlayStation uden helt at ramme PS2-niveau – men der er endnu plads til forbedringer.

PSP’en er udstyret med en trådløs 802.11b forbindelse, som gør det muligt at spille sammen op mod 16 mennesker. I fremtidige spil bliver det muligt at koble op mod internetbaserede spilservere hvis man blot befinder sig i en WiFi-zone, så man altid har nogen at spille imod. Det er også muligt – til udvalgte titler – at downloade nye baner eller andet indhold fra internettet, hvor Sony håber, at der vil vokse et større community frem omkring konsollen.

Fedtfingre og ringe batteri

Hvis der skal sættes en finger eller to på PSP, så er det netop de fedtfingre, som stort set er umulige at undgå på den blanke skærm. Og så skal batteritiden lige have et skud for boven, for selvom det er muligt at få 5-6 timers spilletid ud af maskinen, så løber den hurtigt tør hvis det trådløse netværk er tændt, eller man beslutter sig for at se film. (Thomas Berger)